Søg

Ceman: Optimal præstation på nær powerplayet

Per Jessen, 3. september 2016, kl. 9:00

Cheftræner Dan Ceman var ganske godt tilfreds til trods for nederlaget på 2-3 hos Eispiraten Crimmitschau fredag aften. Selv med en skadesplaget trup og mange unge på is formåede SønderjyskE at styre kampen i store dele af opgøret.

– Vi spillede en god omgang ishockey og næsten en perfekt kamp, hvis man ser bort fra vores powerplay. Så længe vi spillede fem mod fem havde vi god kontrol på kampen, og vi stod også rigtig godt i undertalsspillet, hvor begge målmænd også gjorde det godt, forklarer Ceman.

Joni Myllykoski og Kasper Krog delte kampen med 30 minutter til hver i målet. Skadeslisten tæller otte spillere, og det gør den heldigvis også ’kun’ efter kampen.

– Dommerne fortjener ros for at dømme en god kamp, og heldigvis fik vi ingen skader. Selvom det er frustrerende med så mange spillere ude, så bliver vi nødt til at rette blikket frem mod pokalkampene om to uger og fokusere på arbejdet med de spillere, som vi har til rådighed, forklarer Ceman.

I aften var der masser af spilletid til 18-årige Rasmus Mohr i forsvaret. Også 17-årige Johannes Røgilds og den jævnaldrende U18-landsholdsspiller Jakob Wittendorf fik istid i angrebet. Da Niclas Edman var ude for at blive syet fik 16-årige Marco Petersen også mulighed for at vise sig frem, og det slap han godt fra. Heldigvis kom Edman tilbage på isen igen.

– De unge gjorde det godt, og de mange skader har givet dem mulighed for at få noget istid, så det er trods alt positivt set i lyset af vores skadesproblemer, siger Ceman.


Del på de sociale medier:

Facebooktwitterredditpinterestlinkedintumblrmail
Hostet af: Danish Computer GroupUdviklet af: Copus