Søg

Stærk indsats gav sikker sejr

Anders Gormsen, 6. august 2020, kl. 8:36

Som led i forberedelserne til den nye sæson spiller håndboldherrerne for øjeblikket en række træningskampe og onsdag aften gjaldt det en kamp mod en af oprykningskandidaterne fra 1. div., HØJ.

På gæsternes holdkoldt figurerede prominente navne som den tidligere SønderjyskE spiller Alexander Hansen, Bo Spellerberg og Morten Slundt og der var en kamp der var set frem til med spænding.

Spændingen i opgøret holdt til gengæld ikke længe. De lyseblå startede kampen med en fantastisk intensitet i forsvaret hvor brodden fuldstændig blev pillet af gæsterne. Det gav gode muligheder for kontraspillet og med allerede efter 7 minutter var vi i front med 5-1 og 3 minutter efter med 9-2. Gæsterne gik over til at spille 7 mod 6 og godt hjulpet på vej af en række SønderjyskE udvisninger fik HØJ reduceret lidt til 12-8 inden vi igen trak fra til pausestillingen 16-9.

Cheftræner Jan Pytlick må have udnyttet pausen godt eller også havde holdlederne hældt trylledrik i vanddunkene for i starten af de sidste 30 minutter var de lyseblå fuldstændig styrende og med fire mål i træk til 20-9  var kampen fuldstændig lukket. Derefter sneg der sig et par perioder ind hvor der blev sjusket lidt og gæsterne fik pyntet på resultatet der lød på 30-21. Største føring undervejs lød på 26-14.

SønderjyskE var i kampen uden Thomas Mogensen, Marcus Dahlin, Mikkel Hansen og Kristian Pedersen mens Jon Andersen måtte udgå med en mindre skade og deres fravær glimrede især Oliver Eggert og Noah Gaudin med fine præstationer.

Assistenttræner Rasmus Glad Vandbæk var da også godt tilfreds med kampen.

– Vi er især tilfreds med vores start hvor vi investerer meget i vores defensiv og viser en utrolig flot fight og udstråling, det gør at vi får kontraspillet til at fungere med sikre og nemme mål og hurtig får knust HØJ. Vores midterforsvar med de tre stregspillere leverer på et højt niveau med stor fysik og det er klar med til at HØJ aldrig rigtig kom igang.

– Jeg synes også at vi ser en positiv udvikling i vores etablerede angrebsspil, men her skal vi blive endnu skarpere. Jeg vil gerne fremhæve Oliver Eggert, der præsterer på et højt niveau og Noah Gaudin der havde rigtig gode momenter.

– Vi har stadig meget at arbejde med i begge ender af banen og jeg håber vi kan lægge endnu flere lag påi de kommende kampe mod Ystad, Motor Zaporizjzja og Fredericia.

– Det eneste minus ved kampen i dag er at vi sløser lidt i anden halvleg da vi er foran med 12 mål, her kunne jeg godt have ønsket lidt mere kynisme og koncentration.

SønderjyskE-HØJ 30-21 (16-9)

Målscorere for SønderjyskE: Oscar Sunnefeldt 7, Oliver Eggert 6, Nicolai Vinther 5, Noah Gaudin og Fredrik Ladefoged hver 4, Tobias Møller 3 og Jon Andersen 1

Målscorere for HØJ: Philip Kempf 7, Bo Spellerberg  og Villads Raahauge hver 4, Rói Berg og Marcus Stroustrup hver 2, Morten Slundt og Tim Rantala hver 1.

Arkivfoto: Oliver Eggert i aktion


Del på de sociale medier:

Facebooktwitterredditpinterestlinkedintumblrmail
Hostet af: Danish Computer GroupUdviklet af: Copus