Kategorier
Fodbold

SønderjyskE henter point mod AGF

SønderjyskE spillede mandag aften 0-0 mod AGF, og holdet har nu otte point efter de første fem kampe i 3F Superligaen.

Hverken SønderjyskE eller AGF kunne score, da de to mandskaber mandag aften mødtes på Sydbank Park, og opgøret endte dermed 0-0.

Cheftræner Glen Riddersholm havde rystet posen og ændret startopstillingen en smule, hvilket blandt andet betød, at SønderjyskE stillede op med wingbacks, mens Victor Mpindi startede på midtbanen.

Ændringerne så ud til at have den ønskede effekt, da SønderjyskE fra kampens start lagde et tungt pres på de aarhusianske gæster, og de lyseblå tilspillede sig hele tre hjørnespark, inden der var spillet to minutter.

De helt store chancer udeblev dog, og som halvlegen skred frem, kæmpede gæsterne sig bedre ind i opgøret.

AGF havde også svært ved at komme frem til åbne målchancer, og i stedet var det SønderjyskE´s Mads Albæk, som efter en halv time afsluttede fra kanten af feltet. Forsøget blev dog pareret af AGF-målmand William Eskelinen.

Der blev ikke scoret i en chancefattig første halvleg, men der kom en smule mere gang i opgøret i anden halvdel af kampen.

Fra anden halvlegs begyndelse var det igen SønderjyskE, der kom bedst for land, og Rilwan Hassan havde efter 47 minutter to forsøg på mål, som begge blev reddet.

Begge mandskaber havde efterfølgende svært ved at tilspille sig de helt åbne målchancer, og kampen var i stedet præget af en hård fight på banens midte.

Med tyve minutter igen var SønderjyskE i to omgange tæt på at bringe sig i front. Først måtte Eggert Jonsson se sit hovedstød reddet, og på det efterfølgende hjørnespark afsluttede Mart Lieder snært over mål.

Få minutter senere var Mads Albæk endnu en gang tæt på, men midtbanespillerens forsøg gik lige forbi mål.

AGF fik deres største chance i opgøret med syv minutter igen, da Mustapha Bundu ramte stolpen efter en flot afslutning.

I kampens overtid fik udeholdets Nicolai Poulsen rødt kort, da han modtog sit andet gule kort efter et frispark mod Peter Christiansen.

Selvom SønderjyskE ikke fik scoret, formåede forsvaret at holde AGF nede på få åbne målchancer, og opgøret endte dermed 0-0.

TAK til de 5160 fremmødte, som var med til at skabe en god ramme om opgøret.


Del på de sociale medier:

Facebooktwitterredditpinterestlinkedintumblrmail