Søg

Sidste nyt om Håndsrækning til SønderjyskE 2020 – 1.570 har doneret til det lyseblå landsdelsprojekt

Kell Haugaard, 27. april 2020, kl. 12:52

Sidste nyt om Håndsrækning til SønderjyskE 2020 – 1.570 har doneret til det lyseblå landsdelsprojekt

Vi modtager hver dag, døgnet rundt, mails, telefonopkald og SMS´er med idéer, forslag, tilsagn om hjælp og hilsner fra nær og fjern. Der igangsættes i privat regi og blandt fangrupperinger, virksomheder m.fl. en række kreative tiltag, auktioner og meget andet, som for os bare endnu en gang bekræfter hele landsdelens opbakning til SønderjyskE.
Tak til alle, som med stort og småt – og på den ene eller anden måde bidrager med en ekstra håndsrækning i disse dage og uger.

Virksomhed anmoder om, at jubilæumsgaver bliver doneret til SønderjyskE

– Vi har modtaget og modtager fortsat henvendelser fra hele landet, og det er syv dage om ugen. Vi drømte tilbage i 2003 og 2004 store drømme om, at SønderjyskE, udover at sætte Sønderjylland på landkortet, skulle blive et folkeligt landsdelsprojekt for syd – og sønderjyderne.  Ser man på de mange, mange henvendelser, tilsagn og rørende hilsner, har landsdelsprojektet SønderjyskE virkelig stor værdi og betydning for rigtig mange mennesker,  siger Klaus B. Rasmussen, og fortsætter:

– Det er helt umuligt ikke at blive rørt, når man på nærmeste hold oplever den store interesse og ægte omsorg. Den frivillige hjælper ”Spæt”, som udover at levere hundredevis af timer i skyboksetagen før og efter kampene i Haderslev, møder personligt op med flødeboller, et brev og en flot donation. Eurodan Huse, som henvender sig på eget initiativ med gentegning af deres sponsorat før tid og hertil også med tilsagn om en hjælpende hånd til likviditeten. Talentafdelingen i Haderslev Fodboldklub, som sammen med spillerne har taget initiativ til en masse frivilligt arbejde til fordel for SønderjyskE. HF Sønderborg, der har doneret et beløb, som man ellers selv skulle have modtaget for at afvikle kampe i Broager Sparekasse Skansen. Der blev i weekenden trådt ekstra hårdt i pedalerne, hvor salgschef Jesper Rottbøl Danielsen i privat regi sammen med bl.a. Kisbæk Murerforretning og spillerne Mads Lund (Ishockey), Rikke Hoffbech (Damehåndbold), Kristian Pedersen (Herrehåndbold) og Mads Albæk (Fodbold) cyklede de omkring 135 km. fra Rødekro til Odense. Udover 370 donationer til et samlet beløb af kr. 100.971,11 var det imponerende at opleve interessen ude på ruten og de mange, som fulgte med på de sociale medier. Stor tak til cykelteamet, det er virkelig godt gået, understreger Klaus B. Rasmussen.

– Og så må jeg bare fremhæve Meldgaard familien i Aabenraa. Den 1. maj kan de fejre 50års jubilæum for virksomheden Meldgaard, og her er et af familiens store ønsker, at det går godt for SønderjyskE. I stedet for jubilæumsgaver opfordrer Meldgaard familien til, at der doneres penge i en indsamling til fordel for SønderjyskE. Det sætter en tyk streg under familien Melgaards mangeårige opbakning til SønderjyskE, og jeg kan kun udtrykke min dybeste taknemmelighed og respekt på vegne af os alle i SønderjyskE, slutter Klaus B. Rasmussen.

Status ”Håndsrækning til SønderjyskE 2020”.
Pr. dags dato har 1.570 personer/virksomheder via MOBILEPAY 206723 og Broager Sparekasse 9797 – 000 119 2213 doneret kr. 1.118.596,62

Det er meget vigtigt for os igen at understrege, at vi kun har den dybeste respekt for virksomheder og privatpersoner, som ikke har mulighed for at deltage. Det er fuldstændigt frivilligt, og det handler bestemt heller ikke om beløbsstørrelser.
Vi har i støttekampagnen lagt op til, at man kan støtte med beløb på hhv. 150 kr., 500 kr. (Priserne på en slutspilsbillet og en VIP-billet) og et valgfrit beløb. Her er det også vigtigt at understrege, at man kan donere præcis det beløb (f.eks. 10 kr. eller 25 kr. etc.), man selv ønsker.
Næste opdatering udsendes primo uge 19.

Støt vores sponsorer – handl lokalt på alle de måder, I kan.

Endnu en gang tak for jeres opbakning – og pas godt på hinanden


Del på de sociale medier:

Facebooktwitterredditpinterestlinkedintumblrmail
Hostet af: Danish Computer GroupUdviklet af: Copus