Søg

Masser af talent på træningslejren i Tyrkiet

Jacob Ravn, 30. januar 2020, kl. 18:05

Fem U19-spillere er med på Superligatruppens træningslejr i Tyrkiet, og de egenudviklede spillere er generelt godt repræsenteret på turen. Fredag venter den første kamp på træningslejren, hvor Bohemians Prag er modstanderen.

U19-spillerne i SønderjyskE er blevet flittigt benyttet i årets tre første træningskampe, og talenterne fylder også godt på Superligatruppens træningslejr i Tyrkiet, hvor fem U19-spillere er blandt de 24 spillere på tur.

Mads Winther, Steffen Svenningsen, Jannick Liburd, Morten Dyrmose og Bastian Toelhøj træner på livet løs sammen med Superliga-spillerne, og den store koloni af talenter er en del af strategien i SønderjyskE, hvor U19-spillerne i langt højere grad end tidligere deltager i træninger og kampe.

Talentkuldet kunne meget vel have været endnu større i år, da det var meningen, at 18-årige Mads Hansen, der netop er blevet en fast del af Superligaholdet, skulle have været med i Tyrkiet, men han er blevet hjemme for at pleje en mindre skade.

Af de egenudviklede spillere skulle Rasmus Vinderslev også have været med, men han blev skadet i træningskampen mod Kolding. Til gengæld er Jeppe Simonsen og Peter Christiansen med, hvis de unge U19-spillere skal spejle sig i nogle SønderjyskE-spillere, der selv har taget turen hele vejen til førsteholdet.

Fredag skal spillerne – unge som ældre – i kamp for første kamp på træningslejren, når SønderjyskE møder Bohemians Prag, der spiller i den bedste tjekkiske liga – sammen med de mere berømte bysbørn fra Slavia Prag og Sparta Prag. Mon ikke Bohemians har hørt om vores seneste møde med en Prag-klub…

Kampen bliver spillet fredag klokken 13.00 dansk tid. Vi vil forsøge at opdatere fra kampen via vores Twitter-profil og her på hjemmesiden, hvis det tyrkiske internet fortsat viser sig fra sin allerbedste side.

Fra venstre mod højre: Mads Winther, Steffen Svenningsen, Bastian Toelhøj, Morten Dyrmose og Jannick Liburd.


Del på de sociale medier:

Facebooktwitterredditpinterestlinkedintumblrmail
Hostet af: Danish Computer GroupUdviklet af: Copus